Lundfamiliens rejseblog

Lundfamiliens rejseblog

Rejseblog for lundfamilien

Familien Lund består af Ingrid, Gustav, Louise og Nicholas. Vi vil løbende smide billeder, oplevelser og historier fra vores ture og rejser ind på denne blog. Anledningen er selvfølgelig vores store tur i 2009-2010, men vi vil allerede nu øve os på vores tur til Mallorca.

Vi håber at I vil bruge denne blog - og også meget gerne sende et par kommentarer.

Vil du se alle vores billeder fra de enkelte ture som diasshow så gå til vores windows-live site:

Auckland - Den store tur

Cook-øerne 3 (Rarotonga) - Den store tur

Cook-øerne 2 (Aitutaki) - Den store tur

Cook-øerne 1 (Rarotonga) - Den store tur

Thailand - Den store tur

Mallorca

Samoa
Nb: Vi skyper under navnet lundfamilien

Fra syd til nord

Sydøen - Den store turPosted by Nicholas Thu, January 07, 2010 10:35:04

Så har vi forladt New Zealand for at tilbringe den sidste uge i Thailand – tænk sig over 3 måneder er gået. Dagene inden jul tilbragte vi i Kaikura, der er kendt for sit rige dyreliv i havet. Aftenen inden vores planlagte hvaltur boede vi ved en skøn strand, hvor vi lavede bål på stranden og hyggede os med sang og historier.

Hvalturen var en kæmpe oplevelse, hvor vi både så kæmpe spermhvaler (verdens næststørste hval efter blåhvalen) og delfiner i hundredevis.


Vi var også ude på en meget smuk, men lang, gåtur rundt i området.


Efter at have forladt sydøen, kørte vi nordpå og tilbragte julen i Napier og Hastings. Nogen helt almindelig jul var det ikke, og vi formåede ikke rigtig at komme i julestemning i år. Juleparader og elektriske lys er ikke helt det, vi forbinder med jul. Og når man så tilbringer den 24. i et stort vandland med høj sol, så er det bare helt anderledes. Vi forsøgte dog med lidt julesange og et minijuletræ, Gustav havde fundet i en butik, i autocamperen. Men faktisk havde vi dog en rigtig dejlig dag alligevel.
Efter en tur i vandet tog vi ud til en gammel missionskirke, der nu var omdannet til restaurant. Et meget stemningsfyldt sted. Louise var den eneste af os, der insisterede på at skulle have and – børnene fik Fish and chips, og Nicholas fik en god bøf. Ris alamande blev det ikke til i år.



Efter Napier og et nærmere kig på deres art deco bygninger, drog vi via grusveje over et pas mod Tongariro National Park, hvor især Nicholas meget gerne ville tilbage, efter at vores første visit fandt sted i tåge og regn i november. Vores campingplads lå ualmindeligt smukt med udsigt til Mount Nguarahoe (Mount Doom i Ringenes Herre filmene). Nicholas gennemførte Tongariro Crossing, der går for at være en af New Zealands (og verdens) smukkeste vandreture. Turen går forbi flere aktive vulkanter, vulkankratere, kratersøer mv:

Efter Tongariro tog vi til Bay of Plenty, der ligger nord for Lake Taupo - med bjerget Maunganui som vartegn. Ungerne var ualmindelig stolte over, at det lykkedes dem at bestige kalorious (om end Ingrid fik lidt hjælp af Nicholas af undervejs).

Belønningen var en tur på stranden ved Maunganui (desværre blæste det lidt voldsomt. Men så kan man jo altid gå i hi) og en tur i elastik


Det blev også til lidt klatring i en indendørs klatrehal.


Den helt store ting vi havde glædet os til i Bay of Plenty var imidlertid delfinsvømning. Over 40.000 delfiner skulle holde til i bugten. Og der var der også rigtig mange delfiner og andre sjove dyr i vandet. Selvom vi så rigtig mange delfiner på tæt, hold lykkedes det dog ikke at få super nærkontakt. Delfinerne var for nervøse, da flere spækhuggere (killer-whales som det hedder på engelsk - lyder lidt mere dramatisk) var observeret i bugten. Så vi skulle ikke presse på for at få lov til at blive i vandet !!!!!Vi så også masser af gannets som styrkdykkede ned i havet i jagten på fisk, en kæmpemæssig klumpfisk (kan ikke huske navnet) på 2.000 kg.



Herefter kørte vi til Coromandel, hvor vi besøgte Hot Water Beach. Her strømmer der 60 grader varmt vand op gennem sandet, så man kan grave sin egen lille hot pool. Vi var alle ved at gå i opløsning efter at have tilbragt en hel dag her. Udover hot pools var stranden nemlig også super god, og bølgerne ret sjove.



Dagen efter kørte vi til Cathedral Cove, som blandt andet er kendt fra Narnia filmen Prins Caspian – en af de smukkeste badestrande i New Zealand pga. de store kalkstensklipper.


Herefter kørte vi tværs over Coromandel af den gamle grusvej 309,

hvor vi blandt andet så Kauri-træer (enorme og langsomtvoksende træer som næsten er blevet udryddet).

Vi besøgte også Waterworks-parken, hvor ungerne fik en god snak med danske budhist-Mikkel, der var havnet her. Parken var udelukkende bygget af genbrugsmaterialer, og alverdens opfindelser og forlystelser med vand kunne ses og prøves her. Da vi kom sent, havde vi parken for os selv (Mikkel lod os blive efter lukketid)

Herefter nåede vi Coromandel Town, der var sidste stop inden Auckland Lufthavn. Coromandel er en gammel guldgraverby, hvor største attraktion for os nok var særlingen pottemager Berry, der havde brugt 20 år af sit liv på at bygge en 3 km. lang togbane op i bjergene – en tur der gik via tunneller, viadukter, spiraler osv. Turen var udsmykket med Berrys egne brændte mursten og skulpturer, der bla. blev brugt som byggemateriale til tunnellerne. Børnene fandt også Berrys flaskemure (der skulle forhindre jordskred) meget dekorative. Berry ville, til børnenes store undren, forære alle sine penge til bevarelse af kauritræer mm., hvilket gav anledning til en lille snak om penge og værdier i livet!!

Og nu er vi så landet i Thailand, hvor vi skal slappe af til den 12. januar, hvor vi flyver til Danmark (lander den 13. januar). Og det er bare det dejligste hotel, vi bor på. Vi har alligevel prøvet en del gode hoteller i tidens løb, men det her hotel slår dem alle. Måske bliver der senere tid til at lægge lidt billeder op af hotellet, men ellers må I se dem, når vi kommer hjem.

Glæder os meget til at se jer alle igen.